Foreningen Forurettedes Retsrådgivning

Vedtægter

§1. Navn og hjemsted

1.        Foreningens navn er Forurettedes Retsrådgivning (FOUR).

2.        Foreningens hjemsted er i Danmark.

§2. Formål og opgaver

1.        Foreningens formål er at fremme forurettedes vilkår, og særligt stalking- og voldsudsattes vilkår, i mødet med retssystemet, samt bidrage som interessent, udenfor straffesagskæden, til at styrke mål- og resultatplaner hos myndighederne herunder ved at:

- Digitalisere rådgivningstilbud og indsatser, så effektivisering gavner forurettede og myndighederne.

- Rådgive om straffesagskæden og øvrige relevante processer i retssystemet, så forurettede finder støtte, tryghed og vished for de forskellige faser i forløbet før, under og efter en politianmeldelse.

- Styrke forurettedes retssikkerhed og tillid til systemet ved at gøre det let tilgængeligt at tilegne sig overblik og vished for egen situation, rettigheder og muligheder.

- Varetage forurettedes interesser i spørgsmål om retssikkerhed, samt bidrage aktivt til udvikling, ændring og implementering af lovgivning og praksis, der har betydning for forurettede og myndighederne omkring.

- Foreningen sikrer forurettede adgang til information og støtte bl.a. via den lukkede platform Club Eline, hvilket muliggør etablering af et fortroligt netværk og ressourcer, der er skræddersyet til forurettedes behov.

- Bidrage til oplysning, uddannelse og udvikling af metoder til gavn for forurettede og fagpersonerne omkring dem.

2.        Foreningen er en uafhængig, almennyttig og nonprofit organisation.

 3.        Foreningens virke drives gennem hovedinitiativerne:

- ELINE – national enhed for stalking- og voldsudsatte,

- ELINE Academy

Disse initiativer er organisatorisk en del af FOUR og er underlagt bestyrelsens overordnede ledelse.

4.        Særlige driftsenheder:

Tænketanken ELINE er foreningens uafhængige analyse- og udviklingsenhed med fokus på at indsamle, udarbejde og formidle viden om retssikkerhed, lovgivning og praksis, der berører stalking- og voldsudsatte. Tænketanken ledes af en direktør og/eller projektleder, der kan bistås af et fagligt advisoryboard. Tænketanken er organisatorisk en del af FOUR, benytter foreningens CVR-nummer og er underlagt bestyrelsens overordnede ledelse.

§3. Organisering, medlemskab og kontingent

1.        Medlemskab sker som enten ”Aktivt medlem” eller som ”Støttemedlem”.

Aktivt medlemskab er for personer, der aktivt arbejder i foreningens regi for foreningens formål, mens et støttemedlemskab er for både fysiske og juridiske personer, der har interesse i at støtte foreningens formål. Som aktivt medlem har man stemmeret til foreningens generalforsamlinger. Som støttemedlem har man ikke stemmeret til foreningens generalforsamlinger.

2.        Bestyrelsen kan skriftligt afvise ansøgninger om aktivt medlemskab, hvis ansøgerens aktiviteter ikke opfylder foreningens krav til medlemskab, eller hvis tilknytninger vurderes at være i modstrid med foreningens formål eller interesser. Bestyrelsen er ikke forpligtet til at begrunde afslag.

3.        Indmeldelse sker skriftligt via foreningens optagelsesformular eller pr. e-mail til bestyrelsen. Bestyrelsen eller foreningen bekræfter medlemskabet skriftligt.

4.        Medlemskab træder i kraft, når kontingent er betalt. Der betales fuldt kontingent for det regnskabsår, hvor indmeldelsen finder sted. Kontingenter modtaget i Q4 tæller som indmeldelse af kommende regnskabsår. Alle indmeldelser fra stiftelse af foreningen og resten af 2025 gælder også for medlemskab af hele regnskabsåret 2026.

5.        Kontingent betales forud for et regnskabsår ad gangen og forfalder til betaling senest 14 dage efter opkrævning. Ved manglende betaling udsendes én rykker med yderligere 14 dages frist, hvorefter medlemskabet bortfalder uden yderligere varsel.

6.        Medlemmer med forfalden gæld ud over kontingent kan ekskluderes, hvis beløbet ikke betales senest 14 dage efter påmindelse.

7.        Udmeldelse kan ske ved skriftlig opsigelse med mindst tre måneders varsel til regnskabsårets udløb. Udmeldelse kan kun foregå ved skriftlig henvendelse til foreningens kasserer. Der ydes ikke tilbagebetaling af kontingent ved udmeldelse.

8.        Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, der modarbejder foreningens formål. Eksklusion kan ankes til generalforsamlingen. Et ekskluderet medlem har ikke adgang til foreningens arrangementer.

9.        Anke over eksklusion skal indgives skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage efter modtagelse af beslutningen. Anken behandles på førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling. Medlemmet har ret til at blive hørt, hvilket kan foregå skriftligt til formanden.

10.  Kontingentets størrelse fastsættes årligt af generalforsamlingen. For regnskabsåret 2025 og 2026 er kontingentet fastsat til kr. 250,00.

§4. Generalforsamling

1.        Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

 2.        Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj.

3.        Indkaldelse skal ske skriftligt med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen sendes pr. mail til foreningens stemmeberettigede medlemmer.

4.        Dagsorden skal som minimum indeholde:

1.        Valg af dirigent.

2.        Bestyrelsens beretning.

3.        Fremlæggelse af regnskab til godkendelse.

4.        Fastsættelse af kontingent.

5.        Behandling af indkomne forslag.

6.        Valg af bestyrelse.

7.        Valg af revisor.

8.        Eventuelt.

5.        Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsens formand i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Den endelige dagsorden med indkomne forslag og eventuelle bilag sendes ud pr. mail senest 7 dage før generalforsamlingen.

6.        Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Dog skal eventuelle vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal.

7.        Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

8.        Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Et medlem kan maksimalt medbringe én fuldmagt.

9.        Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom.

10.  Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af anmodningen og derfra foregå på samme vis som det er foreskrevet for den ordinære generalforsamling.

11.  Generalforsamling kan afholdes online eller hybrid. Det er dermed muligt at deltage digitalt på generalforsamlingen også som værende stemmeberettiget.

§5. Bestyrelsens sammensætning, uafhængighed og forretningsorden

1.        Bestyrelsen består af 3–8 af foreningens medlemmer, som vælges for to år ad gangen og kan genvælges.

2.        Valgperioderne tilrettelægges så vidt muligt forskudt, så kontinuitet i bestyrelsesarbejdet sikres. I lige år er 2-3 medlemmer på valg. I ulige år er 2-3 medlemmer på valg.

3.        Beslutning om at afsætte et bestyrelsesmedlem kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer herfor.

4.        Foreningen tegnes af bestyrelsens formand og kassereren i forening.

5.        Bestyrelsen antager en direktør til at forestå foreningens løbende drift.

6.        Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er tilstede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

7.        Foreningens stiftere, Manja Aarslev Sørensen og Ralf Marcoux Skovgaard har en fast plads i bestyrelsen, så længe de ønsker at være medlem af denne. Denne bestemmelse kan kun ændres med skriftligt samtykke fra stifterne.

8.        Uafhængighed
Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal være uafhængige af foreningens daglige drift, projektledelse og økonomiske interesser i foreningen.
Følgende personer må ikke tilsammen udgøre flertallet i bestyrelsen:

- Ansatte i foreningen.

- Personer, der modtager honorar fra foreningens drift eller projekter (undtagen bestyrelseshverv).

- Personer, der leverer væsentlige ydelser til foreningen mod betaling.

- Nære familiemedlemmer til ovenstående.

9.        Habilitet
Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af eller afstemning om sager, hvor vedkommende selv har en direkte eller indirekte økonomisk eller personlig interesse.
Bestyrelsen fører protokol over beslutninger om habilitet.

10.  Kompetencer
Bestyrelsen skal samlet set besidde kompetencer inden for økonomistyring, strategiudvikling, jura, organisationsdrift samt foreningens faglige arbejdsområde.

11.  Forretningsorden
Bestyrelsen fastsætter en skriftlig forretningsorden, der beskriver dens arbejdsform, mødefrekvens, beslutningsprocesser og ansvar.
Forretningsordenen kan optages som bilag til vedtægterne.

12.  Tilpasning til bevillingskrav
Bestyrelsens sammensætning og habilitetsregler skal til enhver tid opfylde de krav, der følger af gældende lovgivning og eventuelle vilkår for offentlige bevillinger, herunder også finanslovs- og puljemidler.

 §6. Økonomi og regnskab

1.        Foreningens regnskabsår følger kalenderåret, hvor regnskabsperioden er 1/1 - 31/12.

2.        Regnskabet revideres af en på generalforsamlingen valgt registreret eller statsautoriseret revisor.

3.        Foreningen hæfter kun med sin formue. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.

§7. Vedtægtsændringer

1.        Vedtægtsændringer kan kun vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når forslag er indsendt rettidigt og med mindst 2/3 af stemmerne fra de stemmeberettigede stemmer for ændringen.

2.        Vedtægtsændringer, der væsentligt berører foreningens formål, struktur eller stifters bestyrelsespost, kræver udover vedtagelse på generalforsamlingen også bestyrelsens godkendelse.

§8. Opløsning

1.        Beslutning om opløsning af foreningen kan kun træffes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

2.        I tilfælde af opløsning skal foreningens eventuelle formue anvendes til formål, der ligger i tråd med foreningens formål, efter generalforsamlingens beslutning.

§9. Databeskyttelse

1.        Foreningen behandler kun personoplysninger, der er nødvendige for medlemsadministrationen, kommunikation, opkrævning af kontingent, drift af foreningens aktiviteter samt tilbud til medlemmer (herunder digitale platforme som Club Eline, Academy m.fl.)

2.        Oplysninger opbevares sikkert og slettes, når der ikke længere er sagligt behov.

3.        Adgang til personoplysninger er begrænset til relevante personer i bestyrelse og administration.

4.        Medlemmer har ret til indsigt i, rettelse af og sletning af egne oplysninger i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.

5.        Bestyrelsen vedtager en særskilt, detaljeret GDPR-politik, som offentliggøres på foreningens hjemmeside.

§10. Ikrafttræden

Disse vedtægter træder i kraft ved foreningens stiftelse den 13. august 2025.