Tilbage

Tør jeg anmelde volden til Politiet?

Retssikkerhed·Manja Aarslev·17/03-2026· 3 minutter

Tør jeg politianmelde volden?

Det er et spørgsmål, mange ofre stiller sig selv, når de har været udsat for vold, stalking eller andre alvorlige forbrydelser.

Ofte er det ikke kun frygten for gerningspersonen, der fylder, men også usikkerheden om, hvad der sker, hvis man anmelder.

For hvordan foregår en anmeldelse?
Tror de på mig?
Hvad sker der bagefter?
Får jeg en advokat, og koster det noget?

Vores retssystem bygger på en grundlæggende samfundsaftale om, at straffen for forbrydelser håndteres af staten – ikke ved selvtægt. Det er en aftale, vi har indgået med hinanden, og en sådan aftale forpligter også.

Når mennesker rækker ud efter hjælp og overvejer at anmelde en forbrydelse, så har samfundet en særlig forpligtelse til at møde dem med rådgivning, støtte og tryghed gennem processen.

I Forurettedes Retsrådgivning møder vi mange stalking- og voldsudsatte, som allerede før en anmeldelse efterspørger juridisk rådgivning. For mange opstår behovet netop i det øjeblik, de overvejer at gå til politiet - eller i det øjeblik det går op for dem, hvad de egentligt har været udsat for.

Det handler ikke kun om jura.

Det handler om overblik, tryghed og vished om, hvad der skal ske, og hvornår.

Bistandsadvokaten er en central aktør i retssystemet, fordi advokaten udelukkende repræsenterer den forurettedes interesser i straffesagen. Men i praksis oplever mange forurettede, at der kan være en periode mellem anmeldelsen og den egentlige tilknytning af bistandsadvokaten, hvor usikkerheden og frygten er stor.

Det er ikke sundt at stå alene om disse forhold, når man i forvejen står i sit livs krise. Her gør de dygtige bistandsadvokater en afgørende forskel.

De dygtige bistandsadvokater går langt ud over det, honorarsystemet reelt dækker, for at sikre at deres klienter får den nødvendige støtte gennem en kompleks proces. Og sagerne om stalking og vold er ofte komplekse.

Samtidig er der fra politisk side, i fortsat stigende grad, fokus på strafskærpelser og nye kriminaliseringer. Det er åbenbart et populært emne for en politiker, der er på valg år efter år. Som flere bistandsadvokater, kriminologer og andre også har peget på, er det ikke nødvendigvis længere fængselsstraffe, der gør den største forskel for den forurettede.

Mennesker, der har fået deres liv vendt på hovedet af en forbrydelse, tænker i højere grad kortsigtet og nutidigt frem for, hvad sagens udfald måtte blive, såfremt sagen overhovedet når til retten.

Det, der faktisk betyder noget, er at blive mødt med rådgivning løbende, at blive taget alvorligt og at få hjælp til at navigere i retssystemet, som for de fleste kan være svært at forstå.

Hvis vi som samfund ønsker, at borgerne har tillid til retssystemet, så kræver det også, at de mødes med reel støtte fra det øjeblik, de overvejer at anmelde.

Retssystemets legitimitet afhænger ikke kun af, hvordan vi straffer gerningsmænd, men også af, hvordan vi møder dem, der har været udsat for en forbrydelse. Det er en forpligtelse, vi alle deler. 

Manja Aarslev
Stifter af Forurettedes Retsrådgivning og
ELINE - online krisecenter for stalking- og voldsudsatte


Hvordan anmelder man vold til politiet?

Hvis du har været udsat for vold eller stalking, kan du anmelde det til politiet ved at kontakte din lokale politikreds eller via politiets hjemmeside. Vi anbefaler dog, at du rådfører dig med en bistandsadvokat inden. Du er også velkommen til at booke en uforpligtende samtale hos os - eller deltage på vores gratis webinar om netop anmeldelse. Mange oplever usikkerhed om, hvad der sker efter en anmeldelse, og hvornår man får tilknyttet en bistandsadvokat.

I praksis er der ofte behov for rådgivning allerede før en anmeldelse, så man som offer/forurettet forstår processen og sine rettigheder.